fortsættelse af Solstrålen

Uden han tænker over det springer han ud af bilen, ud i den mørke, fugtige nat. Automatisk ruller han sig sammen til en kugle, spænder kroppen og venter på stødet. Hans albue er det første der rammer jorden, han bryder ud i skrig. Smerte. Aldrig har han oplevet sådan en smerte. Han bliver liggende, sekunderne går og han bliver ramt af virkeligheden igen. Han kigger op fra vejens kolde, våde overflade. Han kan se taxaen i det fjerne, den lyser rødt. Den er på vej tilbage og der går panik i ham. Han tager sig til hovedet, det dunker hårdt og gør ondt. Smerte. Hans hænder er klistrede, så han kigger på dem. Rødt. Blod. Med et spjæt rejser han sig op og giver sig til at løbe. Han skal væk, væk fra det hele. Far, mor, værtshuset klamme stemning, selv Ise-kaj.  Han løber, ud i den dystre nat med månen bag sig. Hvorhen? Han ved det ikke. Han er gammel nok til selv at bestemme. Han vil ikke spilde sit liv på far. Forvirrede, gamle far, der har overgivet sig til et liv med druk. Imens han løber ud i natten, kan han ikke lade være med at tænke på alle de forspildte timer, dage, måneder han har brugt på far. Kunne det ikke bare være som dengang? Dengang hvor alting var så godt. Gid han kunne skrue tiden tilbage, alt ville være meget nemmere. Hvad har han gang i? Han elsker jo far. Han fortryder straks og vender om. Hans liv er allerede fortabt til tosomheden sammen med far. Han sidder fast, og vil aldrig kunne komme videre.